Lige siden jeg har fået min egen have, har jeg drømt om en køkkenhave. Nu bor vi i et lille bitte rækkehus med verdens mindste have, så køkkenhaven har ikke været andet end lidt salat, krydderurter og gulerødder i potter og har ikke givet mere end til et par måltider mad.
Nu har jeg fået min store drøm opfyldt! Vi har fået jord og endda rigtig meget af det. For første gang udstykker Årstiderne nemlig jord til private ved Krogerup avlsgård, som ligger ti minutter fra hvor vi bor og vi var så heldige at få fingre i et stykke jord til en kæmpe køkkenhave.
Vi begyndte i lørdags med et havekursus, hvor de økologiske landmænd fortalte om såning, sædskifte, gødning osv.
Det var så spændende og jeg fik meget ny inspiration og lærte utrolig meget om køkkenhaver og om hvordan, man får det bedste udbytte!
Resten af weekenden har vi brugt på at ligge nede på knæ og så, plante og lægge kartofler. Børnene har plantet, leget, smagt på krydderurter og hygget sig.
Vi har altid brugt gården rigtig meget, købt alle vores økologiske grøntsager i gårdbutikken og børnene kender stedet som deres egen bukselomme, så derfor er det så meget mere tilfredsstillende, at et lille stykke af det, nu er vores for en tid.
Børnene kan følge med i udviklingen, mærke årstidernes skiften, selv trække gulerødder og radisser op af jorden og om nogle måneder, kan vi slæbe friske grøntsager hjem, som vi selv har dyrket og set gro.
Køkkenhaverne fungerer på den måde, at man lejer et stykke jord på ca. 50m2 for ca. et halvt år af gangen. Årstiderne stiller frø, planter og haveredskaber til rådighed og man bestemmer selv, hvad der skal sås og plantes og hvordan haven skal planlægges. Der er en gartner tilknyttet, som man kan få gode råd og idéer af og der er forskellige kurser i bl.a. gødning, vandning og ukrudtsbekæmpelse. Ud over det, er der arrangementer med fællesspisning med mad over bål for alle dem, som har en have.
Jeg føler mig som jordens heldigste og i mit helt rette element, når jeg står og ser ud over markerne, som lige nu er brun jord, men som om få måneder er fulde af alverdens smukke farver. Det giver en fantastisk jordforbindelse og ro, som jeg tror, vi alle har brug for. Så mange af os mennesker er langt væk fra naturen, men jeg tror og håber, at vi er begyndt at finde ud af, at vi må tilbage til naturen, passe på den og spise rigtig mad.
-Spise grøntsager, som har været dyrket i sund og nærende jord og spise kød fra dyr, som har været ude i det fri og som har fået foder, som kommer fra den sunde og nærende jord.
Jorden kan simpelthen ikke holde til, at vi ikke tager os godt af den og vi kan alle sammen gøre rigtig meget for naturen.
Jeg håber, at jeg med min store køkkenhave, kan inspirere jer læsere en hel masse. Selvom vi ikke alle sammen kan blive selvforsynende med grøntsager, kan vi gøre meget ved bare at dyrke en lille smule grøntsager og krydderurter, tænke mere økologisk og lave vores mad selv, i stedet for at købe det færdigt i supermarkedet.
Jeg vil løbende vise billeder fra min have, fortælle om planter og frø og skulle du en dag komme forbi Krogerup, må du endelig komme og hilse på mig.
Jeg håber, at I alle har lyst til at følge køkkenhavens udvikling og er der emner, som I gerne vil have jeg tager op, så kom endelig med gode forslag!
Her kribler det i fingrene, for at så endnu mere og mon ikke jeg tager cykelturen gennem skoven i eftermiddag, så jeg kan indånde den dejlige friske luft og kigge ud over de smukke marker...